Det er utroligt, hvordan man nogle gange har det så godt, at man slet ikke kan lade være med at smile. Jeg går ude på gaden, det er gråt og trist (siges der) og alligevel går jeg bare og smiler...
folk tror nok jeg er lidt tosset, og måske har de ret, men jeg kan da altid håbe på, at det smitter ;-)

Jeg ved ikke præcist hvad det er der har gjort mig i så godt humør... måske er det julen, der nærmer ig med hastige skridt om fire minutter er der kun 35 dage til... Hehe... ELSKER JULEN!!!!

Har i øvrigt besluttet at hver dagbogstekst fra nu af skal afsluttes med et visord fra min visordsbog, på den måde får man mere glæde af dem...
Så her kommer det første:

\"Mennesket lider ikke så meget ved det, der hænder ham, som ved måden han tager denne hændelse på.\"
-Michel E. de Montaige

Knus MaJULa

____________________________________
14. januar 2008 kl. 22:38

Jo altså... jeg var da nok glad over julehumøret. Men jeg var også temmelig glad over udviklingen mellem Bo og mig. Om jeg helt var villig til at indrømme det endnu, så var jeg jo forelsket, og han gjorde mig glad. Havde det ikke været for ham, var jeg nok gået til af ensomhed hjemme i vores lille lejlighed. Jeg havde jo børnene, så jeg var ikke ensom på den måde, men jeg var alene om ansvaret for at få hjemmet til at køre, og holdt alle de penge jeg fik under min barsel (på kontanthjælp) Tæt ind til kroppen, for lige pludselig ville der være en regning som i det mindste jeg ville være uforberedt på, og som Daniel ikke ville have penge til.
Men Bo kom af og til (husker det som ofte, men skal ikke kunne sige helt bestemt hvad ofte dækker over: nogle gange flere gange om ugen, andre bare onsdag aften, når vi havde været til teater). Men næsten altid om aftenen. Han hjalp med småting i hverdagen, tog sig af Lucas, hvis jeg var nødt til at tage mig af Helene, og snakkede med mig, hvor Daniel havde den vane bare at sætte en film på, og så var det det.
Tit når Daniel selv havde inviteret Bo, Gik han ind og sov, eller kørte pludselig på arbejde på caféen, selvom han ellers skulle have en friaften. Så var Bo og jeg der pludselig. Men kan ikke sige Daniel gjorde så meget for at forebygge 1) at jeg skulle blive træt af vores overfladiske forhold 2) at Bo og jeg skulle udvikle en eller anden form for følelser for hinanden.
Stadig vil jeg understrege, at der intet mere (som vi begge kendte til) var mellem Bo og jeg end, at vi snakkede sammen (dybt eller fjollet) og nød hinandens selskab. Jeg havde jo også lagt tanken om noget på hylden (som man kan læse i "Forklaring og et nyt mål! SUK!") og valgte nu bare at nyde glæden ved forelskelsen, som jeg håbede ville gå i sig selv igen med tiden.
Havde stadig ikke god samvittighed overfor Daniel, men hvad fanden skulle jeg gøre?!?! Jeg så ham jo nærmest aldrig i vågen tilstand...